Nyhedsbrev 06-08-2009
Udskriv denne side  
Nyt ord på lønsedlen: Multimedieskat

Skal være med til at finansiere Forårspakke 2.0

Den fri telefon med en årlig beskatning på 3.000 kr. kender mange lønmodtagere. Hvis arbejdsgiveren betaler en medarbejders telefonudgifter, bliver med arbejderen beskattet af 3.000 kr. Ordningen har eksisteret i mange år, men især i de senere år er den blevet "gennemhullet", så en stor del af lønmodtagere med "fri telefon" enten ikke blev beskattet heraf eller kun beskatte af et mindre beløb end de 3.000 kr.

Det har lovgiverne bag Forårspakke 2.0 nu taget konsekvensen af, og fra 2010 får danskerne en ny skat at forholde sig til: Multimedieskatten.

Næsten ingen undtagelser

Hidtil har den arbejdsgiverbetalte computer og ADSL-linjen været skattefri, såfremt en medarbejder har opkobling til arbejdsgiverens netværk. Derudover kunne en lønmodtager trække den øvrige husstands telefonudgifter fra i de 3.000 kr., hvorved mange fik en lavere beskatning.

Det ændres fra 2010, hvor multimediebeskatningen indføres. Lønmodtagere får lagt 3.000 kr. årligt til indkomsten, hvis de har en arbejdsgiverbetalt PC, adgang til og brug af internet eller fri telefon. Det samme gælder for selvstændige erhvervsdrivende. Og med de nye regler er det ligegyldigt, om en telefon kan anvendes til datakommunikation eller ej. I stort set alle tilfælde skal der betales multimedieskat. Der er heller ikke længere mulighed for at trække betalte telefonudgifter fra i beløbet.

Rent erhvervsmæssigt

Hvis det imidlertid aftales skriftligt mellem arbejdsgiveren og medarbejderen, at udstyret kun må anvendes erhvervsmæssigt, kan man undgå beskatning. Når det gælder telefonsamtaler, bør arbejdsgivere dog være opmærksomme på, at det er virksomheden, der skal føre kontrol med, at det overholdes, og at SKAT kan forlange at få en oversigt over de numre, der er ringet til.

Beregnes pr. person og ikke pr. husstand

I modsætning til reglerne om fri telefon, så beregnes den nye multimedieskat pr. person og ikke pr. husstand. Det betyder, at et ægtepar begge skal betale multimedieskat - der er altså ikke længere tale om en beskatning på 3.000 kr. for husstanden, men derimod 6.000 kroner for to personer, hvis de begge har adgang til en arbejdsgiverbetalt PC, adgang til og brug af internet eller fri telefon fra deres respektive arbejdsgivere.

Kontantlønsnedgang er en mulig fordel for medarbejderen

Det er dog værd at bemærke, at de nye regler giver mulighed for kontantlønsnedgang. Det betyder, at en medarbejder kan aftale med arbejdsgiveren, at lønnen nedsættes i en periode til køb af fx ny hjemme-pc. Medarbejderen vil således spare skatten af kontantlønsnedgangen, men vil i stedet blive beskattet af multimediet - dog med samme beløb, som hvis der i forvejen er fri telefon eller anden multimedieadgang.

Claus Langaa
Registreret revisor FRR