Nyhedsbrev 30-08-2009
Udskriv denne side  
De forlængede frister for A-skat, AM-bidrag og moms fortsætter året ud

Indtil videre ingen ændringer i 2010

Folketinget behandlede umiddelbart før sommerferien et forslag om at fortsætte forlængelsen af virksomhedernes kredittider for A-skat og moms. Den hidtidige ordning, der blev vedtaget i marts, ophørte med udgangen af august, hvor de normale betalingsfrister skulle genindføres. Det ville betyde, at virksomheder, der betaler moms månedligt, skulle betale moms for to måneder samtidig. Tilsvarende skulle virksomheder med ansatte betale indeholdt A-skat og AM-bidrag for to måneder samtidig. Dette blev ændret.

Virksomheder med ansatte

I stedet for indbetaling af indeholdt A-skat og AM-bidrag for juli og august samtidig, blev det vedtaget, at overgangen til de normale betalingsfrister sker gradvist henover 5 måneder - fra august til december. I praksis reduceres de forlængede betalingsfrister måned for måned med gennemsnitlig 6 dage.

For små og mellemstore virksomheder betyder loven, at indbetaling af indeholdt A-skat og AM-bidrag for august, udskydes til 5. oktober 2009. Tilsvarende udskydes fristen for betalingen af indeholdt A-skat og AM-bidrag for september måned til 28. oktober 2009 osv. frem til ordningen er fuldt afviklet med betalingen af tilsvaret for december måned den 18. januar 2010.

For store virksomheder gælder, at den forlængede kredittid er fuldt afviklet ved betalingen af indeholdt A-skat og AM-bidrag for december måned, som finder sted senest den 30. december 2009. A-skat og AM-bidrag for august skal indbetales senest den 24. september 2009.

Momsen og de mellemstore virksomheder

For mellemstore virksomheder, som afregner moms kvartalsvis, betyder loven, at kredittiden for juli kvartal forlænges med 20 dage. Hermed kommer kredittiden for betalingen af momsen for juli kvartal op på den efter EU-reglerne maksimalt tilladte kredittid på to måneder. Konkret betød lovændringen, at momsen for juli kvartal skal angives og betales senest den 1. december 2009 i stedet for den 10. november 2009. For april kvartal 2009 var fristen den 1. september 2009.

Momsen og de store virksomheder

For store virksomheder, der betaler moms månedligt, skal momsen for både juni og juli måned ikke betales senest den 25. august, idet betalingen af momsen for juli 2009 udskydes til betaling senest den 21. september. Forlængelsen af ordningen betyder, at momsen for juli til og med december måned fortsat kan udskydes henover efteråret, dog med en gradvis forkortelse af betalingsfristerne måned for måned frem mod årsskiftet. Ved betalingen af momsen for november måned er den midlertidige forlængelse af betalingsfristerne helt afviklet, og momsen for november måned betales således til den normale frist den 28. december 2009.

Claus Langaa
Registreret revisor FRR