Nyhedsbrev 08-10-2009
Udskriv denne side  
Valgdiæter er skattepligtige for de tilforordnede

Det gælder også, hvis de giver diæterne til vælgerforeningen

Til november skal vi have valg til kommuner og regioner. Til disse valg er der brug for valgstyrere og valgtilforordnede, og traditionelt udpeges disse af de politiske partier. Disse personer modtager diæter fra kommunen for valgdagen, og lige så traditionelt er det, at de tilforordnede overlader diæterne til de politiske partier.

Skatterådet er blevet spurgt om den skattemæssige behandling. Der blev spurgt, om en kommune kan udbetale diæter direkte til et politisk parti, fordi en valgstyrer eller en tilforordnet giver indkomstafkald, og ønsker at et politisk parti skal modtage diæterne, uden at valgstyreren eller den tilforordnede bliver beskattet heraf.

Retlig adkomst er afgørende

Umiddelbart lyder det indlysende, at det skulle kunne lade sig gøre, men statsskatteloven er helt klar på dette punkt: "Indkomst, der efter § 4 skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skal henføres til beskatning hos den, der har retlig adkomst til indkomsten".

Mulighed for skattefritagelse, men kun ved blankt afkald

Det er dog ikke en regel uden undtagelser, for selv om en skattepligtig indtægt som hovedregel skal medregnes ved indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse, skal der normalt ikke ske beskatning, hvis der på forhånd gives afkald på indtægten.

Beskatning indtræder dog, hvis modtageren i forbindelse med afkaldet træffer beslutning om, hvordan indtægten skal anvendes. Dette kaldes et dispositivt afkald. Det er således en forudsætning for skattefrihed, at der gives et blankt afkald over for den, der skulle have udredet vederlaget.

Der skal betales skat af diæterne

Det er SKATs klare opfattelse, at der i denne sag er tale om et dispositivt afkald, idet valgstyrerne og de tilforordnede giver afkald på diæterne under den forudsætning, at de i stedet skal udbetales til et politisk parti.

Svaret fra Skatterådet blev derfor, at en kommune ikke kan udbetale diæter direkte til et politisk parti, hvis en valgstyrer eller en tilforordnet giver indkomstafkald og ønsker at et politisk parti skal modtage diæterne, uden af valgstyreren eller den tilforordnede bliver beskattet heraf.

Claus Langaa
Registreret revisor FRR