Nyhedsbrev 24-11-2009
Udskriv denne side  
Udsættelse af betalingsfristerne for AM-bidrag og A-skat i 2010

Folketinget behandler forslag, der skal træde i kraft den 7. december

Betalingsfristerne for virksomhedernes indbetalinger af A-skat, AM-bidrag og moms har været ekstraordinært forlænget i 2009. Dette blev vedtaget for at øge virksomhedernes likviditet i den aktuelle økonomiske situation, hvor den finansielle sektor har strammet op på långivningen. I første omgang skulle udskydelsen kun gælde i første halvår af 2009, senere blev det ændret til at gælde i hele 2009.

Som led i finanslovsaftalen for 2010 er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enig om at forlænge ordningen med længere kredittider for indeholdt A-skat og AM-bidrag. Baggrunden for forlængelsen af den midlertidige ordning er, at selvom forholdene på de finansielle markeder er forbedret, så er situationen endnu ikke normaliseret. Det foreslås derfor at fastholde de længere kredittider for indeholdt A-skat og AM-bidrag på det nuværende niveau et år frem.

Gennemsnitlig forlængelse på 12 dage i 2010

Betalingsfristerne er tidligere blevet forlænget med 30 dage, og fristerne er siden august 2009 gradvist forkortet med 6 dage måned for måned. I dag er betalingsfristerne for indeholdt A-skat og AM-bidrag således gennemsnitligt 12 dage længere end efter de sædvanlige frister.

Det foreslås derfor, at fastfryse forlængelsen af betalingsfristerne for indeholdt A-skat og AM-bidrag på det nuværende niveau frem til november 2010. Herefter foreslås de forlængede kredittider gradvist afviklet over de følgende to måneder, således at betalingsfristerne for indeholdt A-skat og AM-bidrag følger de sædvanlige frister fra december 2010 og frem.

Det er alene betalingsfristen, der udskydes. Der skal fortsat ske indberetning efter de sædvanlige frister.

Skal træde i kraft den 7. december

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 7. december 2009, så lovforslaget kan være vedtaget og trådt i kraft den 7. december 2009, som er dagen for den første betalingsfrist, der efter forslaget ønskes udskudt. Hvis lovforslaget vedtages får store virksomheder udskudt betalingen af A-skat og AM-bidrag fra den 7. til den 14. december, mens øvrige virksomheder får betalingsfristen i december forlænget fra den 16. til den 22. december.

Ingen ændring for momsen

Fristen for angivelse og betaling af moms forlænges derimod ikke. Her skal angivelse og betaling af moms ske ved de sædvanlige frister. For månedsafregnede virksomheder gælder det fra og med momsangivelsen for november 2009. For kvartalsafregnende virksomheder gælder det fra og med momsangivelsen for oktober kvartal 2009. For halvårsafregnende virksomheder gælder det fra og med 2. halvår 2009.

Claus Langaa
Registreret revisor FRR