|
Gevinst i virksomhedens kunstforening
- Held eller uheld?SKAT præciserer skattereglerne På mange virksomheder har medarbejderne dannet en kunstforening, hvor medlemmerne indbetaler et "beskedent" kontingent. Som regel bidrager virksomheden med et tilskud til den kulturelle aktivitet, og i løbet af året arrangerer kunstforeningen løbende udstillinger, ligesom det er helt almindeligt, at der holdes lodtrækning om kunstværker i forbindelse med kunstforeningens generalforsamling. Sådan har situationen været i mange år, og egentlig er det vist ikke mange steder, man har engageret sig i skattespørgsmålet i forbindelse med den årlige lodtrækning. Det er der imidlertid grund til, og SKAT har netop udsendt et styresignal, hvori reglerne for beskatningen af medlemmer, der deltager i aktiviteter i foreningsregi, herunder kunstforeninger, præciseres. I styresignalet lægges særligt vægt på reglerne for beskatning af medarbejdere, der deltager i en personaleforening, som arbejdsgiveren yder tilskud til. Medlemskab er ikke et skattepligtigt personalegode Medarbejdere, der deltager i aktiviteterne i en personaleforening, som arbejdsgiveren betaler til, skal som udgangspunkt ikke beskattes heraf. Giver arbejdsgiveren et tilskud, der for alle de foreninger, der ydes tilskud til, sammenlagt årligt udgør maksimalt 1.500 kr. pr. medarbejder, og betaler medarbejderen selv et tilsvarende beløb, er godet ikke ydet af arbejdsgiveren, hvis denne ikke på anden måde har direkte væsentlig indflydelse. Medlemskabet er derfor ikke skattepligtigt som personalegode. Gevinst i kunstforeningen er skattepligtig Men hvad så med gevinsten? Efter Skatteministeriets opfattelse er reglerne klare: Hvis en kunstforening afholder en lodtrækning, er vinderen af et kunstværk skattepligtig heraf. Det gælder, uanset om arbejdsgiveren har væsentlig indflydelse på foreningen eller ej. Sker udlodningen i en kunstforening, hvor arbejdsgiveren ikke har en væsentlig, direkte indflydelse, skal medlemmet selv medtage den subjektive værdi af kunstværket på selvangivelsen. Har arbejdsgiveren en direkte, væsentlig indflydelse, skal medlemmet beskattes af markedsprisen af kunstværket. Medlemmet kan i begge tilfælde fratrække eget bidrag til foreningen for indkomståret fra den skattepligtige værdi af kunstværket. Vinderen skal selv indberette Da kunstordninger på arbejdspladsen typisk ikke vil være en fond eller forening, der driver erhvervsmæssig virksomhed, der er skattepligtig efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven, vil der ikke være indberetningspligt for kunstforeningen. Derimod vil modtageren af kunstværket selv skulle selvangive værdien af kunstværket for modtageren.
|
| » | Fradrag for håndværkerudgifter kan nu indberettes Dato: 07-12-2011 |
| » | Mandag den 21. november 2011 skal selskaber betale acontoskat Dato: 31-10-2011 |
| » | Snart er forskudsopgørelsen for 2012 i Skattemappen Dato: 03-10-2011 |
| » | Gevinst i virksomhedens kunstforening - Held eller uheld? Dato: 05-07-2011 |
| » | Fradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet Dato: 08-06-2011 |
| » | Rejser for firmaet - Skat, Skat ikke Dato: 04-05-2011 |
| Vil blive opdateret. Kom venligst tilbage senere. |